V Coloris

Onsdag d. 12. juli kl. 19

Vor Frue Kirke

Den København-baserede blæserkvintet V Coloris er et sammensmelt af forskellige kulturer og nationaliteter, hvilket inspirerede musikerne til at vælge et navn, der lægger vægt på farverigdom. 

Folkemusik og ny musik er de to hovedårer i V Coloris’ kunstneriske virke. Ensemblets musikere laver flittigt egne transskriptioner og arrangementer af værker med tydelige folkemusikalske rødder og samarbejder regelmæssigt med fremtrædende komponister. V Coloris har uropført og fået tilegnet et værk af Doina Rotaru, uropført og fået tilegnet Nimrod Borensteins bearbejdelse af hans værk Lullaby og samarbejdet med Hans Abrahamsen i forbindelse med opførelser af dennes blæserkvintetværker. 

V Coloris udgav i 2020 albummet "Dinu Lipatti – Complete Work for Wind Instruments", og i 2022 udkom en EP med egne arrangementer af klaverstykker af Carl Nielsen og Béla Bartók. 

V Coloris optræder jævnligt ved koncerter og festivaler i ind- og udland og er desuden regelmæssigt inviteret til Rumænien for at spille på festivaler og give masterclasses. 

V Coloris er et ensemble, der utrætteligt og nysgerrigt afsøger alle og især nye kroge i blæserkvintettens udtryksregister og forsøger at bidrage med nyt til genren, bl.a. gennem udnyttelse af deres store instrumentsamling.

Læs mere om V Coloris på www.vcoloris.com



Nuværende og tidligere medlemmer af bl.a. Den Kongelige Livgardes Musikkorps og Det Kongelige Kapel

Onsdag d. 19. juli kl. 17

Ansgars Kirke

Både Den Kongelige Livgardes Musikkorps og Det Kongelige Kapel  kan føre deres historie langt tilbage i tiden og hører således i dag til blandt verdens ældste orkestre. 

Ved denne koncert er nuværende og tidligere musikere fra Den Kongelige Livgardes Musikkorps og Det Kongelige Kapel suppleret med musikere fra øvrige orkestre i København. Ensemblets basunist, kgl. kapelmusikus Keld Jørgensen, har sammensat koncertens program og kæder værkerne sammen med anekdoter om Carl Nielsen og hans samtid samt fra den ofte ganske underholdende musikerverden.



Carl Nielsen Kvintetten

Onsdag d. 26. juli kl. 19

Vor Frue Kirke

Carl Nielsen Kvintetten blev dannet i 2008 og består af fem musikere, hvis musikalske karrierer blev grundlagt i Tivoli-Garden. 

Ved P2’s Kammermusikkonkurrence i 2014 vandt Carl Nielsen Kvintetten 2. prisen. og året efter vandt kvintetten 1. prisen samt prisen for den bedste opførelse af Carl Nielsens Blæserkvintet i Carl Nielsen International Chamber Music Competition. 

Nu, flere år senere, beklæder kvintettens medlemmer stillinger i både danske og udenlandske symfoni- og operaorkestre, men det lykkes dem fortsat at prioritere fritiden på kammermusik i blæserkvintetten med det for danske musikere forpligtende navn, Carl Nielsen Kvintetten. 

Det er gennem årene blevet til adskillige koncerter i både ind- og udland, på flere danske musikfestivaler samt i lokale musikforeninger. 

Læs mere om Carl Nielsen Kvintetten på www.cn5.dk




Nightingale String Quartet

Onsdag d. 2. august kl. 19

Graabrødre Klosterkirke

Nightingale String Quartet har base i København og består af violinisterne Gunvor Sihm og Josefine Dalsgaard, bratschisten Marie Louise Broholt Jensen og cellisten Louisa Schwab. Kvartetten er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor professor Tim Frederiksen siden kvartettens dannelse i 2007 har fungeret som trofast mentor. 

Nightingale String Quartet er prisvindere ved flere nationale og internationale kammermusik- konkurrencer, og modtog i 2010 DR P2’s Talentpris for “med brændende passion, uimodståelig gejst og smittende indbyrdes lydhørhed at få den klassiske strygekvartet til at sprælle af liv – så musikken taler direkte og stærkt til både nye og gamle lyttere”. Kvartetten modtog i 2011 Léonie Sonnings Talentpris, Jacob Gades Legat samt de Storkøbenhavnske Odd Fellow Logers Legat. I 2013 var Nightingale String Quartet solist med Tivolis Symfoniorkester i forbindelse med modtagelsen af Musikanmelderringens Kunstnerpris, og i 2014 blev kvartetten – som det første ensemble nogensinde – tildelt Gramophones ‘Young Artist of the Year Award’. 

Foruden omfattende koncertvirksomhed i Danmark har Nightingale String Quartet turneret i blandt andet Brasilien, England, Holland, Kina, Rusland, Sverige, Sydafrika, Tyskland og USA. Kvartetten debuterede i Wigmore Hall i London i januar 2014. 

Serien med alle Rued Langgaards strygekvartetter (Dacapo Records) har sendt Nightingale String Quartet til tops internationalt med udmærkelser som ‘Editor’s Choice’ i verdens to førende tidsskrifter for klassisk musik, Gramophone og BBC Music Magazine. Kvartetten har også modtaget DR P2 Prisen for ‘Årets Danske Udgivelse’ i 2013 og i 2015 en nominering til Gramophone Award. I 2017 blev Nightingale String Quartet hædret med Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, og i 2019 blev kvartetten udnævnt til Wilhelm Hansen Ensemble 2020-22. Fra 2020-22 er Nightingale String Quartet desuden fast husensemble i Holmens Kirke. 

I samarbejde med filminstruktøren Mads Nygaard Hemmingsen står Nightingale String Quartet desuden bag to banebrydende musikvideoer, der – til musik af Dmitri Sjostakovitj og Rued Langgaard – udfordrer forestillingen om, hvad klassisk musik er og kan. 

Nightingale String Quartet spiller på instrumenter venligst udlånt af Augustinus Fonden.

Læs mere om Nightingale String Quartet på www.nightingalestringquartet.com



Mira Kvartetten
og solobassist i Odense Symfoniorkester Peter Prehn

Onsdag d. 9. august kl. 19

Vor Frue Kirke

Mira Kvartetten er en af de længst eksisterende aktive strygekvartetter herhjemme i dag. Det mærkes på sammenspillet, som er tæt og præget af stor lydhørhed, og hvor de fire musikere i fællesskab lægger en omhyggelig arbejdsindsats i hvert enkelt musikstykke for at udforske og forfine dets særlige udtryk og karakter.​

Som kammermusikensemble er Mira Kvartetten bredt anerkendt blandt musikere, kritikere og publikum som et perfekt match. Violinisterne Signe Madsen og Birgitte Bærentzen Pihl viderefører det bedste fra den danske strygekvartet-tradition fra deres fælles lærermester Tutter Givskov. Anna Dahl er opfostret i den gode polske bratschskole og efteruddannet som kammermusiker på Yale University i USA. Cellisten Vincent Stadlmair har rødder i den centraleuropæiske tradition i Wien, hvor han i mange år spillede i den berømte Franz Schubert Quartett-Wien.

De mange år har gjort Mira Kvartetten til et fast sammentømret ensemble. Med udgangspunkt i det klassiske repertoire med strygekvartetter af Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert samt det romantiske med værker af Schumann, Brahms, Tjajkovskij og Dvořák m.fl. har kvartetten med tiden udvidet sin musikalske horisont til også at omfatte mangfoldigheden i det 20. århundredes musik, herunder mange uropførelser af nyere danske komponister.                            

Et andet af kvartettens fokusområder er barokmusikken – især musik af Henry Purcell og Johann Sebastian Bach, hvis ”Die Kunst der Fuge” i fuld længde har været et af Mira Kvartettens større projekter. Nordisk musik indtager ligeledes en væsentlig plads i kvartettens repertoire med værker af bl.a. Niels W. Gade, Edvard Grieg, Carl Nielsen, Vagn Holmboe, Kristian Blak og Einojuhani Rautavaara. En af Mira Kvartettens helt særlige specialiteter er Wiener-repertoiret med musik af Schrammel, Lanner og Strauss samt cellisten Vincent Stadlmairs egne kompositioner.

Mira Kvartetten er kendt for sin omhyggelige programlægning med anderledes og spændende programsammensætninger, hvor de enkelte værker ofte bliver sat ind i helt nye sammenhænge. Mira er også kendt for sin gode publikumskontakt, gennem hvilken musikerne de formidler deres viden om de spillede værker. Mira Kvartetten har desuden samarbejdet med Søren Ryge Pedersen, som har guidet publikum gennem koncerter med fortællinger om musik og natur.

Mira Kvartetten har gennem årene dannet kvintet med en række fremragende og inspirerende musikere, herunder pianisterne Bengt Forsberg og Lene Buch Rasmussen, klarinettisten Jens Schou samt cellisterne Toke Møldrup og David Geringas.

Mira Kvartetten har afholdt utallige koncerter herhjemme bl.a. ved Tivoli Festival, Roskilde Schubertiade, Århus Sommerfestival, Vendsyssel Festival, samt mange koncerter for et stort og trofast publikum i musikforeninger, i kirker og på højskoler. Dertil kommer turnéer til bl.a. Østrig, Polen, Sverige og Færøerne. Igennem årene har kvartetten medvirket ved transmissioner i DR , Polskie Radio Katowice samt European Broadcasting Union.

Mira Kvartetten modtog i 2002 Léonie Sonnings Musikfonds stipendium.

Læs mere om Mira Kvartetten på www.mirakvartetten.dk


Ved koncerten medvirker sammen med Mira Kvartetten 1. solobassist i Odense Symfoniorkester, Peter Prehn, i værker af Carl Nielsen og Antonín Dvořák.